Den anden side

Selvom de første sider er skrevet på engelsk, og selvom langt det meste, jeg har skrevet, er skrevet på engelsk så er det ikke det eneste, der bobler i mig.

I lang tid var det kun engelsk og fascinationen af det enorme ordforråd, og hvad man kan udtrykke med det, der kom ned på siderne. Faktisk var det i lang tid allerede engelske udtryk , det opstod i tanken, før de blev til ord på siderne. Men sådan er det ikke helt længere.

Måske begyndte det med at jeg fandt ud af at jeg var syg? Det udviklede sig i hvert fald tydeligere derfra. Udvikling er måske ikke det rette udtryk, da der snarere er tale om en afvikling – af mit gamle jeg og den måde, jeg brugte sproget (eller sprogene) på.

Den 8. marts 2016 fik jeg at vide, at jeg havde attakvis sclerose. Det var ikke den store overraskelse, for jeg vidste jo, at der var noget galt, men jeg vidste ikke, at det ville få indflydelse på mit arbejde og min identitet. Sclerose var jo noget med kroppen, der ikke opførte sig som den skulle…troede jeg.

Sclerosen har især ramt min hukommelse og mit fokus, og det går alvorligt ud over identiteten, når man lever af at kunne huske en hel masse og af at have et vildt fokus, når man står foran en gymnasieklasse hver dag. Det går ud over identiteten, når man ser sig selv som en, der kan noget særligt med ord og sammenhænge. Jeg troede jeg skulle skrive bøger. Jeg troede, at jeg skulle blande mig med de dygtigste ordekvilibrister på internettet, selvom jeg skrev på et sprog, der ikke var mit modersmål. I dag tvivler jeg, og jeg hader den tvivl.

Men jeg har besluttet mig for at lade tvivlen blive en drivkraft i min poesi. For tvivlen kan gå begge veje. Den behøver ikke vippe til den side, hvor alt er tabt. Hvorfor skulle den ikke kunne gøre det muligt at bevise noget andet?

Jeg vil skrive, fordi det rører noget i mig at skrive, og jeg håber at mine ord vil røre noget i mine læsere. Hvis ikke, er døren åben, og man kan heldigvis gå begge veje.